Konferencen Musik & læring i Aarhus åbnede med tre timers indlæg og debat om talentudvikling, og blandt talerne var kulturminister Mette Bock.

konference_pix

Mats Björkman på talerstolen flankeret af musikerne Søren Nørbo, piano, Andrzej Jarosinski, basun, og Dea Maria Kjeldsen, percussion, under konferencen Musik & Læring i Aarhus.

Af Martin Blom Hansen

Der var lange klapsalver, da idrætsunderviser og elitetræner Mats Björkman havde holdt sit foredrag. Hans pointer om talentmiljøer, tankesæt og træningspsykologi faldt i god jord hos de godt 300 deltagere på konferencen Musik & læring i Aarhus onsdag 4. januar. Den to-dages konference fandt sted i Musikhuset i Aarhus og var arrangeret af Det Jyske Musikkonservatorium. Hovedparten af deltagerne var musikundervisere og folk fra musikskolemiljøerne. Det var tredje år, konferencen blev afholdt.

Erfaringer fra eliteidrætten
Konferencens første emne var talentudvikling. Mats Björkman, erfaren foredragsholder om eliteidræt og talenternes vej mod målet, leverede stribevis af ”oneliners” og gode råd – både til talenteleven og til underviseren.

En af hans pointer var, at hvis man skal gøre sig håb om at komme op blandt toppen af eliten, skal man være i besiddelse af et ”udviklende tankesæt” og ikke et ”låst tankesæt”. Man skal for eksempel bruge kritisk instruktion konstruktivt, have mod på at arbejde med sine svage sider og lade sig inspirere af andres succes. Nysgerrigheden skal være motivationen, ikke graden af ens egen succes. Og man skal ikke være bange for modgang, men bruge den som motor til at komme videre.

Miljø og forældreopbakning
Salen tog begejstret imod de idrætspsykologiske guldkorn. Èn af Mats Björkmans pointer kastede elegant bolden videre til næste taler på podiet, nemlig kulturminister – og dermed øverste repræsentant for den statslige kulturstøtte – Mette Bock (LA).

”Kultur og tradition er vigtigere end økonomi og faciliteter”, lød det fra Björkman, der dog understregede, at pengene til både idræts- og kulturliv ikke kan undværes. Men opbakning fra forældre, miljø, læringskultur og opvækst er uhyre vigtige elementer.

Minister med fokus på elite og vækstlag
Kulturministeren, der indledte med at fortælle om erfaringer med sine egne børn, der var gået musikervejen, slog også grundtonen an på miljøet og opbakningen.

”Det er ikke altid et spørgsmål om penge, men om at skabe rammer og give lov og lyst. Det rum, hvor ildsjælene kan antænde hinanden, er vigtigt. Den talentfulde unge har også brug for at lave noget sammen med andre. At spille sammen, at opleve glæden ved at noget kan folde sig ud i samspil med andre,” sagde Mette Bock, der understregede, at hun som kulturminister har to særlige fokusområder på musikkens område, nemlig vækstlaget og eliten.

”Til sommer afleverer Tænketanken for musikskolerne sine anbefalinger til, hvordan musikskolerne arbejder bedst muligt med både bredde og talent. Jeg glæder mig til at se resultatet af tænketankens arbejde. For mig er det helt afgørende, at musikskolerne holder fast i både at være første led i talentfødekæden samtidig med, at de giver alle elever en bred musikalsk dannelse,” lød det fra kulturministeren på konferencen.

Norsk ekspertise
Læringsmiljø og talenttilbud var på tavlen i indlægget fra dagens første taler, den norske violinist, musikpædagog og talentudvikler Alf Rickard Kraggerud. Hans arbejde med unge talenter blandt andet på det norske Barratt Due Musikinstitut er særdeles anerkendt.

De offentlige norske budgetter for kultur- og musikskolerne kan få mangen en dansk musikskoleunderviser til at drømme. Der gik da også et kollektivt suk igennem salen, da Kraggerud smækkede tallet 2,2 mia. norske kroner på storskærmen. Så meget bruger den norske stat årligt på kulturskolerne.

Kraggerud brugte dog kun en mindre del af sin taletid på økonomi. Hans budskab var i højere grad, hvordan pengene til talentudvikling er bedst brugt. Den stærke underskov med grundundervisningen er vigtig, pointerede han. Og så havde han klare bud på, hvordan et fuldendt talenttilbud skal skrues sammen. Blandt andet at eleven skal være en del af et talentmiljø, at der er minimum to timers ugentlig undervisning i hovedinstrument, kurser og master class-undervisning, optræden til koncerter og på festivaler og et godt samarbejde mellem hjem, skole og talentprogram.

Godt at tænke på tværs
Nina Ulf Jørgensen, generalsekretær i DAMUSA, deltog på konferencen og er meget glad for, at
Det Jyske Musikkonservatorium inviterer musikskolerne indenfor til faglig og pædagogisk vidensdeling.

”Det er tegn på, at tidligere tiders silotænkning er på vej væk, og at vi i fællesskab skal løfte opgaven med at højne kvaliteten i den pædagogiske praksis. Også glædeligt med en engageret kulturminister med stor personlig erfaring med musikskole og musikuddannelse. På konferencen var der besøg af nordiske kolleger, og det ligger fint i tråd med det arbejde, DAMUSA gør i Nordisk Musik- og Kulturskole Union for at skabe et fælles nordisk fokus og løft på musikundervisningsområdet,” siger Nina Ulf Jørgensen.

Om konferencen
Konferencen Musik & Læring fandt sted 4. og 5. januar 2017 i Musikhuset Aarhus og var arrangeret af Det Jyske Musikkonservatorium.
Indholdet på konferencen var oplæg og paneldebatter om blandt andet talentudvikling, musik og sociale kompetencer, musikkens rolle i samfundet – samt en lang række workshops.

Se mere om konferencen her

DAMUSA Nyt

DAMUSA Nyhedsbrev

- Tilmeld og få vores nyhedsbrev i mailboksen.

temanyt
Share Button