|
Landsdækkende kampagne for musikskolerne
Torsdag den 16. april lød startskuddet til en storstilet, landsdækkende informationskampagne for de danske musikskoler.
Det skete ved et festligt arrangement på Københavns Musikskole, hvor et stort orkester bestående af 60 musikskolelever fra hhv. Tårnby og Københavns Musikskole fremførte kampagnesangen "Find din melodi", som er skrevet af Anna Stengade og Hannah Schneider. Orkestret blev suppleret af bl.a. Anna & Igor Egholm (tidligere vindere af Sigurd & Symfoniorkestrets og DAMUSAs musikskolepris), Mike Tramp, Søren Bregendal og Frederik Konradsen.
Disse fem er sammen med Anna David og Dicte kampagnens musikskoleambassadører og skal være med til at sætte fokus på det store og vigtige arbejde, som bliver gjort på landets musikskoler.
Også kulturminister Carina Christensen var mødt frem ved arrangementet. Hun lyttede og bidrog med at tale om kvaliteten og særkendet ved den danske musikskoletradition.
Initiativtageren til informationskampagnen, som kører til og med den 2. maj, er lederforeningen DMKL (Danske Musik- og Kulturskoleledere) og tiltaget bakkes økonomisk op af Dansk Musikpædagogisk Forening, Dansk Musiker Forbund og DAMUSA.
Læs meget mere om kampagnen på dens egen hjemmeside www.musikkenspiller.dk og på DMKLs hjemmeside www.dmkl.dk - og selvfølgelig også i aviser, magasiner, på TV mv.
|
 |