Nu er det tid til at indstille kandidater til årets to musikskolepriser, som DAMUSA uddeler ved arrangementet Musikskoledage i Tivoli søndag 6. maj 2018.

HOPE på scenen i Tivoli maj 2017. (Foto: Bjarne Kaspersen Hansen)

I 2017 gik prisen som Årets Musikskolekommune til Roskilde, og prisen som Årets Musikskoleensemble gik til orkestret HOPE fra Høje Taastrup.

Begge priser er indstiftet af DAMUSA og har i mange år været et af DAMUSAs bidrag til at sætte fokus på arbejdet i musikskolerne.

Nu gælder det 2018, og DAMUSA vil ligesom de tidligere år uddele priserne i forbindelse med arrangementet Musikskoledage i Tivoli, der finder sted 5. og 6. maj 2018. Priserne overrækkes af Kulturminister Mette Bock og er støttet økonomisk af DR Symfoniorkestrets fond.

Årets Musikskoleensemble 2018
Enhver musikskole kan indstille kandidater til Årets Musikskoleensemble 2018. Musikskolen skal formulere en begrundelse og medsende dokumentation for aktiviteter i form af for eksempel lyd- og billedmateriale. De skal også angive, hvad prisen skal anvendes til.

For at komme i betragtning, skal ensemblet opfylde et eller flere af en række kriterier. Ensemblet skal være alsidigt, engageret, kreativt, socialt velfungerende, udadvendt og have en høj standard. Prisen er på 10.000 kr, der kan anvendes f.eks. til en rejse eller et planlagt projekt.

Årets Musikskolekommune 2018
Prisen som Årets Musikskolekommune går til en kommune, som har gjort en særlig indsats. Det kan for eksempel være for at fremme samarbejdet mellem musikskole og folkeskole, kommuner der har skabt nye og forbedrede rammer for musikskolen, skoler hvor frivillige i støtteforeninger og bestyrelser har en særlig fremtrædende plads, eller kommuner der har igangsat nye, måske tværinstitutionelle og banebrydende aktiviteter, som kan være til inspiration for andre kommuner.

Udover æren består prisen af et selvvalgt instrument eller kunst-/musikværk til en værdi af op til 10.000 kr.

Enhver kan indstille en kommune til titlen som Årets Musikskolekommune 2018 med begrundelse og dokumentation.

Send til DAMUSA
Alle indstillinger skal sendes DAMUSAs sekretariat ved generalsekretær Nina Ulf Jørgensen, enten på mailadressen info@damusa.dk eller med brevpost: DAMUSA, Farvergade 27A, 2. sal, 1463 Kbh. K.

Frist for indsendelse er mandag den 5. marts 2018. Har du spørgsmål, så ring til Nina Ulf Jørgensen på tlf. 2122 8220.

DAMUSAs bestyrelse nominerer herefter prisvinderne, som vil få direkte besked ultimo marts.

Fotos fra prisoverrækkelserne 2017

Se mere om musikskolepriserne

Musikskoledage i Tivoli  2018

 

/nuj

DAMUSA Nyt

DAMUSA Nyhedsbrev

- Tilmeld og få vores nyhedsbrev i mailboksen.

temanyt
Share Button