Lørdag 5. og søndag 6. maj 2018 var der Musikskoledage i Tivoli, og DAMUSA havde endnu engang fornøjelsen af at uddele årets musikskolepriser. Prisuddelingen fandt sted søndag eftermiddag på Plænen i Tivoli.

Årets Musikskoleensemble, Glimt i Øret, Tivoli 6. maj 2018. Yderst til venstre Nina Ulf Jørgensen, generalsekretær i DAMUSA, i midten bagerst orkestrets ledere Katrin Schroeder og Heine Steensen, bagerst til højre Dan Johnsen, projektleder ved Musikskoledage i Tivoli, yderst foran til højre kulturminister Mette Bock og Bjarne Kaspersen Hansen, formand for bestyrelsen i DAMUSA. (Foto: Maja Isabella Sunding)

I 2018 gik prisen som Årets Musikskolekommune til Fredericia Kommune, og prisen som Årets Musikskoleensemble gik til orkestret Glimt i Øret fra Sønderborg. Priserne blev overrakt af kulturminister Mette Bock.

Årets Musikskolekommune 2018
Det blev Fredericia Kommune, der løb med prisen som Årets Musikskolekommune. DAMUSAs generalsekretær Nina Ulf Jørgensen sagde i introduktionen til prisoverrækkelsen:

“Det vil faktisk være på sin plads at ændre titlen i år til Årets Kulturskolekommune, fordi DAMUSA ved udvælgelsen har lagt vægt på, at kommunen satser målrettet på flere børns møde ikke bare med musikken, men med flere forskellige kunstarter.”

Kulturminister Mette Bock havde æren af at overbringe prisen til vinderen og citerede i sin tale blandt andet fra prisindstillingen:

“I Årets Musikskolekommune har byrådet vedtaget og tilført økonomiske midler til en ambitiøs udviklingsplan for deres lokale kulturskole. Både bredde og talent skal tilgodeses. Flere udsatte børn får nu tilbud om gratis undervisning, og endnu flere gratis kor og sammenspilstilbud kan blive en realitet. Samtidig er der igangsat talentarbejde inden for både drama, billedkunst og dans – samt startet en ny linje for musicaltalenter på skolen. DAMUSA vil med prisen pege på en kommune, hvis prioriteringer bør være et forbillede for flere.”

Udover æren består prisen af et selvvalgt instrument eller kunst-/musikværk til en værdi af op til 10.000 kr.

Årets Musikskolekommune 2018: Fredericia Kommune. Fra venstre er det kulturskoleleder i Fredericia Arne Gaardsted Jørgensen, kulturminister Mette Bock, generelsekretær i DAMUSA Nina Ulf Jørgensen, kulturudvalgsformand i Fredericia Kommune Lars Ejby Pedersen (bagerst) og bestyrelsesformand i DAMUSA Bjarne Kaspersen Hansen. (Foto Maja Isabella Sunding).

Årets Musikskoleensemble 2018
Prisen som Årets Musikskoleensemble 2018 gik til folkemusikorkestret Glimt i Øret fra Sønderborg Musikskole. Glimt i Øret er oprettet i 2011, består af 20 medlemmer og har talrige koncerter, stævner og udlandsrejser bag sig.

I begrundelsen for prisen hed det blandt andet:

“Ensemblet udtrykker stor spilleglæde, når de tager publikum med på en musikalsk rejse rundt i folkemusikken. De er repræsentanter for dansk musikkultur med rødder langt tilbage både lokalt, regionalt og nationalt. Samtidig med, at traditionen peger langt tilbage, evner ensemblet også at få musikken til at pege fremad, idet musikerne optræder engageret og forfriskende på en måde, hvor den traditionelle folkemusik appellerer til både unge og ældre. Ensemblets 20 musikere er i alderen fra 8 til 20 år. Til trods for den store aldersspredning – eller måske snarere derfor – fungerer ensemblet virkelig godt både socialt og musikalsk. De ældste elever tager sig i høj grad af de yngre, især på det sociale plan, men også på det musikalske, hvor de ældre og mere erfarne elever bliver forbilleder for de yngre. For dette års musikskoleensemble er traditionel dansk folkemusik, folkedans, international folkemusik, crossover og nyfortolkning ord, som går hånd i hånd.”

I prisen indgår et kontant legat på 10.000 kr, der kan anvendes f.eks. til en rejse eller et planlagt projekt.

Orkestret Glimt i Øret på scenen i Tivoli (Foto: Bjarne Kaspersen Hansen)

Om DAMUSAs musikskolepriser
Begge priser er indstiftet af DAMUSA og har i mange år været et af DAMUSAs bidrag til at sætte fokus på arbejdet i musikskolerne.

DAMUSAs musikskolepriser er støttet økonomisk af DR Symfoniorkestrets Musikeres Fond.

Se mere om DAMUSAs Musikskolepriser

DAMUSA Nyt

DAMUSA Nyhedsbrev

- Tilmeld og få vores nyhedsbrev i mailboksen.

temanyt
Share Button